Resonance, Astrid La Cour, 2022

Drømmen om samhørighed med verden; med andre mennesker, med steder, med noget der er større end en selv, er en grundlængsel i mennesket. En længsel der kan drive én gennem livet. Ud for at opdage nye sammenhænge og møder, eller tilbage for at opsøge steder, tegn og begivenheder, hvor man før har mærket samhørigheden.

Resonans er svingninger. Sociolog Hartmut Rosa bruger begrebet til at beskrive svingninger imellem individet og verden, når noget taler til os og rører os, opstår følelsen af at alting for et øjeblik hænger sammen, falder på plads. Det er ikke nødvendigvis muligt at se konkrete sammenhænge eller forstå følelsen af resonans, men når den er der, er man ikke i tvivl.  Når den opstår, føler man sig for et øjeblik forbundet og i vibrerende dialog med verden. Resonans forbinder den enkelte med verden og rummer samtidig en forandringskraft. Resonans er ikke harmoni, det handler om at udvikle og finde sin egen stemme og at få den hørt og samtidig høre og lade sig røre af verdens stemmer.

Det er denne forståelse af, og søgen efter, sammenhænge mellem individ og verden man fornemmer hos Astrid Kruse Jensen. Hun arbejder med resonans som en genklang af det der var engang – en resonans med fortidens spor i nutiden. Der er en bevidsthed om hvad der for altid er tabt, og samtidig arbejder hun med en drivende længsel efter at lade erindringens spor være en del af nutiden. En genklang der lever og forbinder dengang og nu.

Men resonans er ukontrollerbar. Det er en illusion at tro at den rigtige ramme kan (gen)skabe forbindelsen til en fortid. At man kan skabe en situation eller fysisk ramme, der kan fremkalde følelsen af at alt går op i en højere enhed. Det man søger tilbage til – i såvel drømme som i sorg.

Men uanset bevidstheden om det illusoriske i forsøget, så forsvinder længslen ikke, men lever i hendes kredsen om fragmenter af steder og følelser som genfremkaldes. Selve det at søge bliver den egentlige tilstand og måde at holde fast i det uhåndgribelige. Men drøm og virkelighed forenes aldrig og det abstrakte forbliver evigt abstrakt.

For Astrid Kruse Jensen har erindringen været en vedvarende drivkraft i hendes kunstneriske arbejde. Senere har sorgens ubærlige tyngde vævet sig ind over og erindringer og drømme har gennem sorgprocessen dannet udgangspunktet for nye værker.

Fotografiets væsen er at fastholde et nu, men Astrid Kruse Jensen anvender det til at genkalde elementer af en svunden tid, og arbejder med tiden som en abstrakt og ikke lineær størrelse. Tiden står stille i de forladte rum – og samtidig åbner de sig mod en tidløs tilstand. Hendes værker står og vibrerer i dette udefinerbare felt mellem erindring, spor og glimt af genklang i verden.

Værkerne på udstillingen er en velvalgt vekselvirkning mellem cyanatopier og polaroider. Hvor cyanotypier ofte blev brugt i botanikken, til at fastholde det perfekte aftryk af en plante eller blad, bruger Astrid Kruse Jensen teknikken til bevidst at søge abstraktionen. I sin søgen efter spor af det der var, fotograferer hun noget som ikke engang er et objekt, men en skygge. Og derved søger hun at give abstrakte følelser en form.

Skyggerne er udefinerbare, i bevægelse og ændrer form efter hvor solen står på himlen. Cyanatopierne står tilbage som aftryk af skygger i evig forandring og bliver en søgen efter at indfange det der er umuligt at fastholde. Det bliver en søgen i vildrede, i sorg, i længsel, og i kærlighed. Men billedet bliver aldrig klart, det vedbliver at fremstå uhåndgribeligt og sfærisk i et mellemrum.

Det samme er tilfældet i værkerne skabt på forældede polaroidfilm, hvor der sker en sammensmeltning af motivet og den fotografiske kemis indtrængende lag af strukturer og spor. Som ofte hos Astrid Kruse Jensen bevæger værkerne sig mellem det specifikt fotografiske og samtidig maleriske udtryk. Igennem dobbelteksponeringer, kemiske spor, lange lukketider og brugen af modlys - opløses det fotografiske motivs konkrete afbildning. Lange lukketider i kameraet giver lyset mulighed for, som penselstrøg af lys, at efterlade sig spor og gentagelser i motivet. Med kameraet fastholder Astrid Kruse Jensen mere end det menneskelige øje kan opfange. Når kameraet bevæges med åben linse, opfanges bevægelse og på den måde fanger fotografiet et moment i bevægelse, som kun kan skabes igennem det fotografiske blik.

Et andet element der har været gennemgående i Astrid Kruse Jensens ouvre er husene, som indtager en vigtig rolle som både fysisk og imaginær ramme for mennesket og dets drømme. Et motiv som rummer dobbeltheden af et sted man bliver passet på, men som også rummer uro og bristede drømme.

I hendes skildringer af rum, sløres de fysiske rammer, med spor af flere motiver i et. I stedet opstår billeder på en mental tilstand, billeder på både virkelighedens uvirkelighed og forskudte erindringer. Motiv og figur opløses og går i et, og drømme, længsler og sorgens uhåndgribelige univers træder frem. De tomme rum reduceres til en kulisse for erindringer, håb og erkendelse og gør det tydeligt at det netop er følelsen af resonans vi søger mere end et konkret sted. Og som sådan bliver Astrid Kruse Jensens værker poetiske forskydninger af virkeligheden, billeder på den flakkende længsel.