menu
ASTRID KRUSE JENSEN
   
  WORKS

FLOATING

THE IMPOSSIBLE PHOTOGRAPHS

FRAGMENTS OF REMEMBRANCE

WITHIN THE LANDSCAPE

DISAPPEARING INTO THE PAST

THE HOUSE INSIDE HER

THE CONSTRUCTION OF MEMORIES

PARALLEL LANDSCAPES

HYPERNATURAL

HIDDEN PLACES

INDEFINITE SPACES

IMAGINARY REALITIES

ALLUSIONS OF HOME

menu
  NEWS
  BOOK
  TEXTS AND REVIEWS
  INSTALLATION VIEWS
  BIOGRAPHY
  CONTACT
 


  Between the real and the imaginary / tekst fra udstillingsfolderen i forbindelse med solo udstilling på Vestsjællands Kunstmuseum

Der hvor lyset og mørket mødes. Det er her Astrid Kruse Jensens fotografier opstår i grænselandet mellem det oplyste og det skjulte – mellem virkeligheden og det imaginære.
En ensom kvindeskikkelse dukker frem af mørket, eller sidder alene og (af)ventende på kanten af bænken i busskuret.I serien Imaginary realities er scenen det moderne urbane miljø, og med de isolerede kvinders færden tegner der sig en stærkt psykologisk ladet stemning, der veksler mellem en tomt søgende og passivt afventende længsel. Man har følelsen af, at der i højere grad er tale om en tilstand, end en enkeltstående situation - som om fotografierne er horisontale åbninger i tidens fremadskridende takt.
Astrid Kruse Jensen fotograferer i skumringstimen og om natten. Hun benytter sig af stedernes egne lyskilder, og lysets intensitet og mørkets detaljerigdom er således et resultat af en lang eksponeringstid. I hendes fotografier antager mørket fylde og blødhed, og lader et væld af visuelle anelser tegne sig i mørket. De motiver hun vælger at fotografere er ikke ekstraordinære, men det smukke lægger sig ind i det hverdagslige og uprætentiøse, og får hendes fotografiske landskaber til på én gang at fremstå maleriske og specifikt fotografiske. En kombination, der, selv når hun vender linsen mod stilfærdige nordiske bjerglandskaber i serien Parallel landscapes, tilfører noget næsten teatralsk til naturen.

I serien Hypernatural, har hun fotograferet geotermisk opvarmede pools i Island, der ligger stille hen. Men lyset er tændt, og lyser bassinerne og deres umiddelbare omgivelser op, men til glæde for hvem? Det er som om det hypernaturlige knækker over, og bliver en art scenefiktion, hvor stederne fremstår som modeller, og kunstigheden tager over. I de små mennesketomme indelukker, med de stille vandspejl og de stablede møbler, er der tale om en meget intens og potenseret oplevelse af stilhed og fravær. Idet Astrid Kruse Jensen lader forgrunden stå frem mod en mørk baggrund, markeres et ’indenfor’og et ’udenfor’, og dermed påpeges skellet mellem noget menneskeskabt og den uberørte natur, som henligger i det bagvedliggende mørke. Selvom det pittoreske vulkanske landskab kun svagt anes i mørket, så spiller det således alligevel en stor rolle i perceptionen af billederne. Som i mange af Astrid Kruse Jensens andre værker tematiseres mødet mellem det fremmede og det velkendte – mellem det reelle og det forestillede. Hendes fotografier indikerer ikke bare den fremmedgørelse, som er på spil mellem mennesket og naturen, i kraft af det kunstige lys formår hun samtidig at skildre forholdet mellem det konstruerede og det naturlige som uadskilleligt.
I Indefinite spaces, hvor Astrid Kruse Jensen har fotograferet militære øvelsesterræner og paintball-baner om natten, er der ligeledes tale om et spændingsfelt mellem det konstruerede og det naturlige. Disse landskabers udformning og værensbetingelse er øvelsen og legen, og som sådan er de iscenesatte landskaber, der placerer sig mellem virkelighed og leg. Med mindre man ved, at den gule maling, der breder sig i klatter på træet, vidner om de paintballkampe, der har udspillet sig her, gør udformningen af de mere eller mindre interimistiske træbebyggelser stedet ukendt og svært at placere. De ensomt beliggende huse på militærets arealer, ligner på sin vis det de er; ganske almindelige danske mustenshuse. Men ser man nærmere efter, giver vinduerne intet genskin af lyset. De står helt døde og mørke hen fordi vinduerne er malet på træplader indsat i vinduesåbningerne og afslører, at husene ikke mere danner rum for familieliv, men er omdannet til kulisser. Som i Astrid Kruse Jensens andre fotografier opstår der foruroligende anelser. Det er som om der sker en poetisk forskydning af virkeligheden. En forskydning som giver fantasiens parallelverden mulighed for at give billederne det liv, de netop er blevet forladt af. Dermed skabes der en form for potenseret stilhed, som hænger sammen med det særlige ved begrebet fravær, nemlig at det er en temporal dimension. Forstået på den måde, at fraværet binder sig til en viden om noget der har været, og derved kommer tomheden til at fremstå som en henvendt forladthed. Stedernes værensberettigelse er som ramme for menneskelig aktivitet i forskellige former, og denne aktivitet mangler. Derfor eksisterer tomheden kun midlertidigt, fordi den er på vej til at blive fyldt. Denne følelse bevirker, at man kan tale om en form for materialisering af tilstedeværelse – noget er tilstede i billederne trods tomheden. Det er på denne baggrund, at man i Astrid Kruse Jensens
billeder får en følelse af, at der er noget andet og mere på spil.

Hvor Astrid Kruse Jensen hidtil har arbejdet med det eksisterende lys´ foruroligende skær på virkeligheden, er alt i hendes nyeste, og endnu ikke afsluttede, serie The Construction of memories iscenesat. Kvindeskikkelsen optræder igen som en bortvendt statist – et drømmesyn. Disse billeder er konstruktioner af erindringer om noget som måske aldrig har eksisteret, men alene er skabt ud fra brudstykker og fornemmelser.
Fotografiet fungerer som et værn mod glemslen – et ønske om at lagre erindringer for eftertiden. Men langt de fleste barndomsminder lades alene tilbage som en ansamling af forskelligartede indtryk. Det man mener at kunne huske fra sin barndom er oftest ikke rene visuelle udtryk, og den fotografiske rekonstruktion af erindringen vil derfor være en visualisering af følelser, sansninger, stemninger og detaljer. En sådan sammenstilling rummer uundgåeligt surreelle undertoner, som er med til at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt erindringer eksisterer som andet end et imaginært erindringsrum. Når Astrid Kruse Jensen konstruerer erindringer fra barndommens verden, tilføres de et sådant surreelt twist, eksempelvis når gyngerne placeres på de yderste tynde grene, som aldrig ville kunne bære vægten af en lille krop. Her er det netop det usandsynlige, som er med til at understrege det faktum, at det iscenesatte drømmesyn aldrig har eksisteret i virkeligheden, men er en abstrakt visuel behandling af fragmentariske indtryk. For spørgsmålet er, om der nogen sinde vil kunne ske et møde mellem erindringen og virkeligheden eller om erindringen for altid er overgået til en anden verden, til den fuldstændige sammensmeltning af fantasi og virkelighed.

Astrid Kruse Jensen fotografier ikke stederne, som man ville have set dem i virkeligheden. Det møde som finder sted mellem lys og mørke i hendes fotografier vil man aldrig kunne opleve med egne øjne. Under den lange eksponeringstid fæstner lyset sig på den lysfølsomme film og får lyset til at fremstå mættet og stofligt – næsten intenst levende - som om det ikke er af denne verden. Via fotografiet fastholder og indbefatter hun således mere, end det menneskelige øje er i stand til at se, og åbenbarer et billedrum for os, som alene eksisterer i kraft af det fotografiske blik.


Astrid la Cour